Stresshåndtering

"Stress bor ikke i jobbet, men i nervesystemet."

Stress er en tilstand, hvor nervesystemet efter lang tids overbelastning begynder at lukke ned. De fleste oplever, at deres kapacitet på forskellige områder indsnævres; man kan f.eks. ikke klare støj, mange mennesker eller at mange ting sker samtidigt. Pludselig er det bare for meget, hvis en kollega kommer ind samtidig med at man besvarer mail og telefonen ringer.

Man oplever måske, at enkle ting (som en telefonopringning) kræver en næsten umenneskelig anstrengelse, ja selv at lege med sine børn kan være for meget. Og først og fremmest er man TRÆT, selv når man lige er vågnet (hvis man da hører til de heldige, der kan falde i søvn). Tankerne knokler rundt og bekymringer hober sig op og skaber yderligere pres i nervesystemet - næsten som når man ryster en sodavand.

Mange tager først tilstanden alvorligt, når belastningen har varet så længe, at kroppen begynder at give symptomer; hovedpine/migræne, svimmelhed, ondt i maven (især mellemgulvet), spændinger og smerter i skuldre og nakke - eller måske endda besvimelser, uregelmæssig hjerterytme, forhøjet blodtryk, mavesår eller depression.

Også psykisk oplever man sig forandret. Man kan næsten ikke kende sig selv eller huske hvornår man sidst var rigtig glad. Man er nærtagende og irritabel og selv vores nærmeste mennesker føles mest til besvær - man kan næsten drømme om at være på en øde ø, hvor ingen kræver noget af én.

Det er indlysende, at man først og fremmest trænger til at få slappet af og slippe byrden af ansvar, men det er svært, for stress rammer især ansvarlige og pligtopfyldende mennesker, der ikke bare kan give slip og være ligeglade for en tid.

Derfor består behandlingen af to dele:

• Kroppen lettes for det pres, der slider så voldsomt på hele systemet. Dertil bruges SE-metoden, som hjælper med at finde ro og afslapning igen.

• De holdninger og normer, der har skabt problemet skal bearbejdes. Der er brug for en ændret prioritering, så liv og helbred bliver vigtigere end pligter og ansvar. Hertil anvendes især Den NeuroAffektive Relationelle Model.