SE®-metoden og holdingterapi
Når SE® (Somatic Experience) metoden skal omtales i forbindelse med holdingterapi, er det fordi denne metode forener de psykiske, følelsesmæssige og fysiske processer, ligesom det sker i holdingterapi. SE metoden er udviklet af Dr. Peter Levin, der igennem mere end 30 år har forsket i chokreaktioners påvirkninger af nervesystemet. Metoden er baseret på ”Somatisk Oplevelse” – den sansede fornemmelse i kroppen. Det er en nænsom metode, der egner sig godt til at kombinere med holding. Fordelen ved at kombinere metoderne er dels at barnet understøttes i at udvikle kamp/flugt-instinkterne, dels at opmærksomheden bliver skærpet på ikke at komme til at retraumatisere barnet ved fastholdelsen. Holding er som beskrevet også meget kropslig/sanselig, idet moderen fastholder barnet med henblik på tilknytning med alle de kropslige og følelsesmæssige kontaktformer, det indebærer. På denne måde skaber moderen en tryg base for barnet. I arbejdet med holdingterapi er vi blevet opmærksomme på, hvordan børn kan have chok-reaktioner, der er knyttet til særlige dele eller områder af kroppen. Nogle gange har man på forhånd været indstillet på det udfra forældrenes fortælling om barnets historie, f.eks. hvis barnet har været indlagt, opereret, fjernet fra sin mor eller andet. Andre gange er det blevet tydeligt undervejs, f.eks. hvis barnet har fået et panikangstanfald under fastholdelse af benene eller armene. I et tilfælde med et kinesisk adoptivbarn, har det siden vist sig, at forældrene erindrede, at barnet havde haft bindemærker på benene ved ankomsten til Danmark (nogle steder i Kina binder man børn i sengen, for at de ikke skal sparke dynen af og fryse ihjel - det er oprindeligt ment som en overlevelsesfunktion) eller børn har været svøbt efter fødslen, som det er almindeligt i Indien. Vi har erfaret, at mange af de symptomer, der får forældre til at søge holdingterapi med deres børn kan henledes til traumatiske oplevelser. F.eks. er det dybt traumatisk for et spædbarn at blive forladt af sin mor selv i kortere tid, da det oplever total hjælpeløshed og i naturen ville være overladt til døden.
Traumatiske oplevelser
Oplevelser, som mennesker typisk oplever som traumatiske er f.eks. naturkatastrofer, at blive udsat for vold eller trusler på livet, ulykker, fald, overgreb, alvorlige sygdomme, langvarig tvungen ubevægelighed (f.eks. børn, der har været svøbt, bundet eller ligget i gips i længere tid), pludselige tab eller andre overvældende begivenheder. Hvad vi normalt ikke i vores hverdagsbevidsthed opfatter som traumatisk, men som alligevel kan afstedkomme alvorlige symptomer, er operationer og andre nødvendige behandlinger hos læger (operationer kan af kroppen opleves som overgreb på celleniveau, selvom man på et andet bevidsthedsniveau er klar over nødvendigheden af behandlingen) eller tandlæger, fødsels- eller svangerskabskomplikationer (s. 32), eller som f.eks. mange adoptivbørn er udsat for, at blive forladt af sin mor efter fødslen. Man kan sige at et traume opstår, når personens evne til at mestre en situation overvældes. Jo mere uforberedt eller hjælpeløs, man oplever sig i situationen, jo større mulighed for traumatisering.
Symptomer på traumer
Ifølge Peter Levin er følgende symptomer typiske reaktioner på traumer (s. 141): Hyperårvågenhed, påtrængende billeder eller erindringsglimt, ekstrem følsomhed overfor lys og lyd, hyperaktivitet, overdrevne følelsesreaktioner og opfarenhed, følelser af skam, humørsvingninger, mareridt, angst, søvnbesvær, formindsket evne til at klare stress og manglende sexlyst. Hele det autonome nervesystem (den del af nervesystemet som regulerer de automatiske funktioner som åndedræt, hjerteslag, åndedræt, appetit, rystelser, søvn og sexuelle drifter) kommer så at sige ud af sin naturlige rytme.
SE® -metoden
- er udviklet gennem mere end 30 års forskning. Grundlaget er Peter Levins observationer af, hvordan dyr, der lever frit i naturen, sjældent rammes af traumereaktioner, fordi de instinktivt er i stand til at frigøre sig fra den overvældende energi, som en livstruende situation ophober i organismen. Da også mennesker reagerer instinktivt på trussel, i lighed med andre pattedyr, er det på sin vis underligt, at vi ofte oplever følgereaktioner på traumatiske situationer. Men vores højere udviklede, rationelle hjerne har det med at bremse den instinktive proces i at blive fuldført. Fysiologisk set sker der automatisk en kraftig aktivering i det autonome nervesystem, når et dyr eller menneske udsættes for et chok. Dette medfører, at organismen bliver rustet til kamp eller flugt. Det forhøjede beredskab bliver ideelt set anvendt til at slippe godt fra situationen. Men i mange situationer er hverken kamp eller flugt mulig, og så kommer den 3. instinktive forsvarsreaktion automatisk til anvendelse – ”frysereaktionen” eller ”liggen død”. Denne reaktion kan til tider være et byttedyrs redning. I kroppen er stadig ophobet en enorm mængde overlevelsesenergi, som dyret automatisk ryster af sig eller ”arbejder ud af kroppen” som bevægelser, der har sammenhæng med angrebssituationen. For mennesker er det meget sværere at komme ud af ubevægelighedsreaktionen, fordi angsten for at blive overvældet af den enorme energi der udløses i processen virker blokerende. Vi mennesker knytter automatisk stærke følelser til frysereaktionen: rædsel, raseri og oplevelse af total hjælpeløshed og afmagt, ligesom vi har en bevidsthed om døden som et faktum, hvilket dyr ikke har på samme vis. Ud fra denne forståelse blev PL overbevist om, at ”helbredelse af traumet kræver en direkte oplevelse af den levende, følende og vidende organisme” (Væk tigeren s. 20), og dette kan kun lade sig gøre, hvis vi får adgang til kroppen og bevidstheden som en enhed: ”Selve traumets struktur, inklusive hyper-arousal, dissociation, indsnævring, immobilisering, er baseret på evolutionen af rovdyrs/byttedyrs overlevelses adfærd. Traumets symptomer er resultatet af en højaktiveret ufuldendt biologisk reaktion på en trussel, ”frosset” i tid. Ved at få denne frosne respons til at ”tø op”, bevæge sig fremad i tid og derpå blive afsluttet kan traumet heles.” (Peter Levine).
Byggende på denne viden, som er alment kendt indenfor traumeforskning, udviklede Dr. Levine SE®-metoden, som primært sigter på at hjælpe nervesystemet til at genetablere den naturlige balance ved at få frigjort den blokerede overlevelsesenergi. Det er muligt at gøre dette på meget nænsom vis ved at bearbejde oplevelsen gradvis gennem den oplevede fornemmelse i kroppen. Teknikken går ud på at bevæge sig ind i traumet fra en sikker base og udløse energien lidt af gangen. Følelsen af tryg base kobles med lettelse, resurser, afslapning og fornemmelse af at have kontrol og kunne vælge. Man pendler mellem resurser som fremkalder disse positive følelser og traumet. Derved bearbejdes den chokerende oplevelse bid for bid. Kropsbevægelser der blev afbrudt ved frysereaktionen genaktiveres og færdiggøres. Dette opleves umiddelbart som en lettelse, der frigør og udløser den blokerede energi. SE® er således en kropspsykoterapeutisk praksis, der handler om at arbejde med menneskets instinktive reaktioner og forbindelsen mellem funktionerne i neocortex, det limbiske system og reptilhjernen.
Skabelsen af den trygge base i holdingterapi
I holdingterapien skaber forældrene gennem den terapeutiske proces den nødvendige ro, tryghed og beskyttelse. Der opstår ideelt set en sikker base i forældrefavnen, hvilket for barnet bliver den resurse som muliggør genforhandling af de oprindelige traumer. Barnets overbelastede, hyperaktivede nervesystem får en mulighed for at komme i en naturlig balance. I terapien ser vi ofte både kamp og flugtreaktioner, som kan forstås som reaktioner på gamle traumer og dermed giver ny mening i barnets helbredelsesproces. Kunsten er at hjælpe barnet ud af hjælpeløsheden og dødsangsten, som er forbundet med tidligere oplevelser og ikke den aktuelle holdingsituation. Barnets behov for at kæmpe eller flygte i processen med de underliggende følelser af raseri og hjælpeløshed kan forstås på denne baggrund. Barnet har brug for at genvinde kræfter i arme og ben og dermed beredskab til udløsning af overlevelsesenergi. Dette giver ny mening til forældrenes forståelse af barnets reaktioner.
Terapeuten forsøger ikke at forandre historien i traumet, men ændre oplevelsen af historien. Målet er, at barnet oplever kroppens naturlige regulering og helbredelseskraft.
Kilder: Peter Levin, ”Væk Tigeren”, Borgen, 1.udg. 2. Opl. 2001
Case: Oluf
Oluf var tre år, da vi begyndte behandlingen med SE®/Holding-terapi. Han har en to år yngre bror, der var født med et mindre fysisk handicap, som det har været belastende og tidskrævende at få udbedret. Olufs forældre var bekymrede for hans udvikling, idet de havde problemer med at regulere hans spisning og afføring. Han spiste kun lidt, maven stoppede til, og han havde kun afføring ca. hver 14. dag. Han var stadig blebarn og virkede ikke særlig bevidst omkring sin krop. Han havde en noget ustabil søvnrytme og kunne have natlige mareridt, hvor han gned hælene mod hinanden. Problemerne med maven havde været der altid, og forældrene havde forsøgt mange forskellige veje for at finde noget, der kunne hjælpe deres lille dreng Efter en ukompliceret graviditet, var fødslen blevet sat i gang 3 uger over tid. Fødslen var lang og hård og temmelig traumatisk både for mor og barn. Det viste sig, at han havde blodforgiftning og for hurtig vejrtrækning. Moder og barn var derfor adskilt en uge, mens behandlingen foregik. Han lå med drop i hånd og fod. Efter udskrivelsen græd han meget og sov ikke om natten den første tid. På baggrund af komplikationer efter fødslen og adskillelsen fra moderen finder vi, at der er tale om reaktiv tilknytningsforstyrrelse, en forstyrrelse indtrådt inden for de første 8 uger - det udviklingstrin, som netop handler om regulering af søvnrytme, sult og mæthed, og at det er baggrunden for ovennævnte symptomer. Inden vi påbegynder den kombinerede SE/holding-terapi, aftaler vi, at mor skal have bearbejdet sit fødselstraume vha. SE®-terapi. Det er vigtigt for forløbet med Oluf, at mor ikke bliver overvældet af vrede, afmagt og hjælpeløshed fra fødselssituationen, når hun skal lave holdingen. Det lykkes så godt i løbet af to gange, at mor bliver helt parat til at komme i gang med terapien med Oluf. I den første SE/holding viser han megen angst og hjælpeløshed, da moren fortæller om tiden lige efter fødslen. Han reagerer med smerteoplevelse i maveregionen og på hælene. Moren trøster maven med sine hænder, og da Oluf reagerer med diskrete bevægelser fra fødderne, opfordrer vi til at bevægelserne understøttes og udvides. Det er de spæde tegn på forsvarsbevægelser, som vi er opmærksomme på i Se®. Far presser mod fødderne og hjælper på den måde med, at Oluf får ”sparket” de læger væk, som stak ham i hælene. I slutningen af den første holding ses tydelig tilknytningsadfærd. Familien går herefter i gang med den intensive og krævende proces, en holdingterapi er. Mor har sat sig grundigt ind i terapiformen også ved at søge al den information, hun kunne. Far er mere skeptisk i begyndelsen, men lærer efterhånden at finde sin rolle i forhold til processen. Ved vejledningssamtalerne støttes forældrene i, hvordan Oluf sideløbende med holdingen yderligere kan styrkes i sine kropssansninger og i at udvikle sin bevidsthed om, hvad arme og ben kan bruges til. Kamp- og flugt instinkterne hører til udviklingen af vores lemmer. Meget tidligt i forløbet går vi direkte ind og arbejder med, at Oluf får lavet ”fødselsbevægelsen”. Dette gør vi, fordi Oluf har siddet fast så længe under fødslen, at han har brug for at få ført bevægelserne fra fødslen fuldt ud igennem. At få lavet bevægelserne styrker hans oplevelse af, at det ikke behøver at være så anstrengende at komme ”ud” med sig selv. I praksis gør vi det ved at mor holder Oluf let på skuldrene, og terapeuten presser mod Olufs fødder – Oluf fanger meget hurtigt ”legen”, igen og igen vil han lave bevægelsen – bliver presset op til mor og slår kolbøtter ned til terapeuten og forfra. Børn bliver ved at gentage nye bevægelser, indtil de mestrer dem, og det var tydeligt, at Oluf nød, at han havde kræfter til at presse sig igennem. Dette var en fin ”genforhandling” af hans fødselstraume. Senere har vi arbejdet med sparke- og skubbebevægelser, og her har far været meget på banen, som den der legede mere voldsomt og kunne styrke Olufs oplevelse af at udvikle sine ”bøffer”, så han bliver stærk ligesom far. Familien fandt ud af, at far skulle gå til svømning med drengene, og Oluf kom stolt og viste os, hvordan han kunne springe ned i vandet. Undervejs i forløbet udviklede Oluf sig meget positivt. Tilknytningen til mor og far kom helt i orden, og mor følte, at hun havde fået et godt redskab, så hun ikke blev magtesløs, når han havde sine ”ture”. Men problemet med maven blev kun langsomt bedre, og det var ikke muligt at slippe afføringsmidlet lactulose. Og det helt store problem var, at Oluf ikke kunne slippe bleen. Han gik i panik, hvis han ikke havde den trygge ble at lave afføring i. Behandlingen havde efterhånden strakt sig over et år, og vores kontakt til familien havde været med store mellemrum det sidste lange stykke tid – de var i høj grad selvkørende og meget kompetente, og Oluf var på alle områder helt på højde med sin aldersgruppe. En dag tager mor i samråd med børnehaven den store beslutning, at Oluf nu skal vænnes af med bleen. Vi drøftede forinden strategien over telefonen. Det viste sig at blive meget intense og afgørende 14 dage, hvor terapien stod sin prøve. Forældrene klarede at bruge de redskaber, de havde lært, også selvom det holdt hårdt. Mor lavede en beretning om forløbet og her følger et lille uddrag fra slutningen, der var på det tidspunkt gået små to uger:
Lørdag: Dagen starter med en kamp om at få bleen af ham. Han er meget utidig og småpiver hele tiden. Han vil ikke på toilettet og bliver ved med at klatte i sine bukser. Efter 8 par underbukser og lange bukser, mange overtalelser til at gå på toilettet, beroligende ord og overbærenhed flyder bægeret over for mig. Jeg giver lillebror tøj på og går en tur til vandet, inden jeg springer i luften. På det her tidspunkt kan jeg mærke, det er ved at være for meget for mig. Energien er sluppet op! Far overtager projektet under store protester fra Olof. Jeg bider det i mig og går. Da vi kommer tilbage har de siddet på toilettet ½ time uden resultat. Stemningen er temmelig trykket. Ved aftensmaden vil Olof pludselig på toilettet, far går med, og 3. gang de rejser sig er der gevinst. De henter mig ud på toilettet, så jeg kan se, hvad Olof har gjort !!! Nede i kummen ligger der noget der lige så godt kunne være kommet fra en voksen. Jeg blev faktisk lidt forskrækket og tænkte AV. Vi sang og dansede rundt og fik fejret det rigtig godt. Olof var ellevild. Søndag: God dag. Olof virker lidt mat, og appetitten er ikke kommet helt tilbage. I løbet af dagen kommer der 2 portioner afføring svarende til dagen før. Jeg hjalp ham med den sidste portion. Han kiggede på mig og sagde: ”Så mor, nu er der ikke mere”. Jeg var ved at tude af lettelse. Nu var min lille dreng bare kørende. Mandag kontaktede jeg børnehaven og fortæller den gode nyhed. Pædagogen fortæller, at Olof er flyvende og styrter rundt og leger. Appetitten er vendt tilbage. Olof er mere tolerant. Puha, vi har brug for lidt ro. I dag er det torsdag. Olof har ikke haft afføring siden søndag. Vi kan se, der er noget på vej, men det er ligesom om, han ikke vil give slip. Han tissede i bukserne 2 gange i går. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor det er sådan. Vi håber, det ikke varer for længe, inden der sker noget. Men vi fortsætter fortrøstningsfuld,t nu hvor vi ved det kan lade sig gøre.
Som det fremgår af beretningen, har det været en sej omgang at nå så langt. Men Oluf er nu en normalt fungerende lille dreng med overskud til at gå ind i en naturlig selvstændighedsudvikling og løsrivelsesproces. Han stoler på sin base og har en tryg tilknytning at udvikle sig fra. Det er svært at sige, hvad der ville være sket, hvis ikke familien havde gennemgået dette terapiforløb; men med Olufs symptomer kunne der have udviklet sig en alvorlig encoprese på længere sigt.
Tove Mejdahl